Udbedring af Grønnelys bygninger sættes i gang

Publiceret 03-03-2022

Gribskov Kommune har nu godkendt de handleplaner, der skal udbedre forholdene vedrørende brandfare i Grønnelys bygninger i Gilleleje og Esbønderup.

Efter at have varslet kondemnering af Grønnelys bygninger i Gilleleje og Esbønderrup, har Gribskov Kommune nu modtaget og godkendt de handleplaner, der skal udbedre forholdene vedrørende brandfare.

Når udbedringerne er færdige, vil Gribskov Kommune kræve dokumentation for, at det udførte arbejde lever op til kravene, herunder dokumentation fra de eksterne ingeniører, som Grønnely entrerer med.

Da lejerne har krav på varselsfrister i henhold til lejelovgivningen, er udbedringsperioden fastsat frem til 8. juli. Grønnely har dog meddelt kommunen, at de håber på med frivillige aftaler at blive hurtigere færdig. Hvis fristen overskrides – eller dokumentationen ikke lever op til kravene - vil kommunen gå videre med kondemnering.

Udover det brandtekniske er der parallelt stillet krav til Grønnely om undersøgelser for sundhedsskadelig skimmelsvamp.

I godkendelsen af handleplanen har kommunen forholdt sig til materiale fra kommunens egen gennemgang og materiale indsendt fra Grønnely. Kommunen har også modtaget notater fra lejers faglige rådgiver Sten Jebjerg om forhold vedrørende sundhed, brandfare, lyd mm. Pointerne herfra er kendt af administrationen og indgår i sagsbehandlingen.