Rotter er smittebærere af alvorlige sygdomme, blandt andet Leptospirose - også kaldes Weils sygdom. Det er derfor lovpligtigt, at du hurtigst muligt melder det til kommunen, hvis du ser en rotte eller tegn på rotter. Det gælder, ligegyldigt om det er indenfor eller udenfor, eller om det er på et privat eller et offentligt område.
Du skal anmelde rotter digitalt via kommunens hjemmeside.
Skema til at anmelde rotter
En anmeldelse af rotter resulterer altid i et besøg fra den kommunale rottebekæmper. Rottebekæmperen vurderer, om der er tale om rotter og giver råd om, hvad der skal gøres. Typisk vil der blive stillet rottefælder eller gift op på udvalgte steder.
Selve rottebekæmpelsen er gratis, men hvis rottebekæmperen konstaterer brud på kloakken og/eller vurderer der er behov for at rottesikre din ejendom, har du pligt til, og skal selv betale for, at bringe forholdene i orden.
Rotter er betydeligt større end mus og har store fødder og hoveder, men relativt små ører. Er du i tvivl om du har rotter, kan du læse mere om rotter på Miljøstyrelsens hjemmeside.