Første borgerdrevne forslag klar til politisk behandling

Publiceret 19-05-2021

For første gang har et borgerdrevet forslag fået stemmer nok til at blive behandlet af politikerne i Gribskov Byråd. Det drejer sig om en plan for opstilling af master i hele kommunen. Borgmester Anders Gerner Frost glæder sig over engagementet.

Så sker det snart. Politikerne i Økonomiudvalget skal på tirsdag tage stilling til det første borgerdrevne forslag, og det glæder borgmester Anders Gerner Frost:

”Det er så skønt at opleve politisk engagement hos borgerne. Hele formålet med ordningen om borgerdrevne forslag er jo netop at give borgerne mulighed for at komme endnu mere til orde og dermed få mere indflydelse på vores lokaldemokrati,” siger borgmesteren.

Det første forslag, der har fået de krævede 400 stemmer, er et forslag om en masteplan for hele kommunen. Det kommer fra Gribskov Lokalrådsforening og har fået i alt 429 stemmer efter seks måneder.

Lettere at få stemmer nok
Ordningen om borgerdrevne forslag har eksisteret siden 2018. Dengang krævede det 1050 stemmer at få et forslag igennem til Byrådet. Men da der kun blev stillet få forslag, og ingen af dem fik stemmer nok, besluttede Byrådet i 2020 at sænke kravet til 400 stemmer. Det bærer nu frugt med den første politiske behandling af et borgerdrevet forslag.

Viceborgmester Bo Jul Nielsen siger:

”Jeg håber, at flere borgere nu opdager, det er muligt at stille borgerdrevne forslag. Vi vil glæde os rigtig meget til at læse, hvad borgerne har på hjerte og tage stilling til det,” konstaterer Bo Jul Nielsen.

Økonomiudvalget behandler forslaget på udvalgets møde 25. maj, og siden skal Byrådet tage stilling til det 1. juni.

Kontakt

Anders Gerner Frost
Borgmester
Gribskov Kommune

Kontakt

Bo Jul Nielsen
Viceborgmester
Gribskov Kommune