Virtuel temaaften om vrede

2508

Er du forældre/pårørende til børn eller unge og har du oplevelser med vrede, så kom til virtuel temaaften.

Møder du vrede? 

De fleste børn og unge har en bestemt måde at reagere på, når de føler sig presset af verden; nogen bliver kede af det eller bange, og andre kan blive vrede.

Børn og unge der bliver vrede, får mere skældud end andre børn, har ofte dårligere relationer til voksne, og de kan have svært ved at få og bevare de venskaber med andre børn, som de ønsker sig.

Man behøver ikke nødvendigvis at slå eller sige grimme ting til andre for at have et problem med vrede. Tit er det ens egne tanker om situationen, der gør mest ondt. Barnet/den unge føler sig uretfærdigt behandlet, føler at de altid er den, det går ud over og føler måske også, at det aldrig bliver anderledes.

Onsdag den 25. august kl. 16-18 inviterer Gribskov Kommune forældre/pårørende til virtuel temaaften om vrede, hvor en psykolog og en rådgiver vil holde oplæg og besvare spørgsmål om børn, unge og vrede.

Yderligere information

Temaaftenen foregår via Teams og varer ca. 2 timer inkl. pause.
Det er gratis at deltage og offentligt tilgængeligt for alle forældre/pårørende til børn eller unge, der har oplevelser med vrede.

Psykolog Maria Wulff og Engelke Myrset Bülow holder oplæg og stiller deres viden til rådighed for spørgsmål, sparring og inspiration. Maria arbejder i Center for Dagtilbud og Skoler og beskæftiger sig primært med læring og sociale børnefællesskaber. Engelke arbejder i Forebyggende Social Indsats (FSI) som forebyggende rådgiver og tilbyder sparring til skoler og dagtilbud samt forældre.

Temaaftenen vil give tips og tricks til, hvordan du kan tale med dit barn om hans/hendes vrede uden at fyre op under den og uden at skælde ud. Man kan sagtens hjælpe sit barn til at få bedre styr på sine vrede tanker og følelser, så barnet bedre er i stand til at bestemme over sig selv i sit eget liv, når vreden ikke styrer.

Deltag i temaaftenen for forældre/pårørende, der har oplevelser med vrede børn/unge.

Onsdag den 25. august kl. 16-18 via nedenstående link

Klik her for at deltage i temaaftenen

Har du brug for yderligere information om tilbud se: tilbud til børn med særlige behov eller arrangementer for børn og familier.  

Vi glæder os meget til at se jer.

Center for Sociale Indsatser og PPR, Center for Dagtilbud og Skoler

Gribskov Kommune