0.-4. klasserne kommer tilbage til skole fra mandag den 8. februar
Myndighederne har besluttet, at lade eleverne fra 0. til og med 4. klasse komme tilbage til undervisning på skolen fra den 8. februar.
Alle som kommer for at aflevere, hente eller skal til møde på skolen eller daginstitutionerne, skal fra mandag den 8. februar bære mundbind.
Forældrebetaling under COVID-19
Administration har fået en del spørgsmål omkring tilbagebetaling af forældrebetaling til forældre med børn i dagtilbud.
Gribskov Kommune følger Børne- og Undervisningsministeriets og KL’s retningslinjer.
Gribskov Kommune tilbyder pt. ikke tilbagebetaling til forældre, der selv vælger at holde deres børn hjemme fx som følge af opfordringen i de nationale retningslinjer. Begrundelsen er, at der i de nationale retningslinjer alene er tale om en opfordring til at holde børn hjemme.
Hvis kommunen pga. COVID-19 bliver nødt til at lukke et dagtilbud eller dele af et dagtilbud og ikke kan tilbyde pasning af børnene, skal kommunen tilbagebetale forældrebetalingen. I løbet af februar vil der blive truffet beslutning om retningslinjerne for, hvor mange dage institutionen skal være lukket, før der sker tilbagebetaling.
Reviderede retningslinjer for dagtilbud gældende fra 8. januar
Der er kommet reviderede retningslinjer for dagtilbud. I retningslinjerne understreges det at dagtilbud fortsat holdes åbne. Forældre der er hjemsendt og som ikke har mulighed for at varetage arbejde hjemmefra, opfordres dog til at holde deres børn hjemme i det omfang det er muligt. Der kan være tale om forældre i mange forskellige situationer, men der kunne eksempelvis være tale om grupper af frisører, tjenere, kokke og ansatte i butikker, der er lukkede. Derudover understreges det at organiseringen af aktiviteter skal tilrettelægges, så børnene er inddelt i mindre, faste grupper hvor det er muligt.
Ved hente-bringe situationer, samtaler med forældre og lign, skal afstandskravet på 2 meter så vidt muligt overholdes. Det anbefales kraftigt at aflevering og afhentning af børn foregår udendørs og forældre opfordres til at bære mundbind eller visir ved aflevering/afhentning indendørs.
Rejser til udlandet
I forbindelse med rejser til udlandet henstiller Gribskov Kommune til, at Udenrigsministeriets rejsevejledning følges.
Se rejsevejledningen her
Dagpenge ved hjemsendelse af børn
Forældre kan nu søge om dagpenge, hvis de skal passe deres børn under 14 år, der er sendt hjem efter at have været nær kontakt til eller flere personer, der er smittet med COVID-19, eller hvis barnet selv er smittet. Det gælder for børn, der er hjemsendt eller testet positiv i perioden fra den 29. september 2020 til og med den 31. december 2020. Læs mere på borger.dk
Særligt fokus på børn i udsatte positioner
Langt de fleste børn og unge og deres familier håndterer de vilkår, der er under Coronaepidemien uden større problemer. Men for nogle giver nedlukningen og den ændrede hverdag særlige udfordringer. Gribskov Kommunes ledere og medarbejdere har i denne tid derfor ekstra fokus på trivslen blandt dem, som er i mere udsatte positioner.
Hvis du har brug for vejledning og rådgivning i forbindelse med dit barns trivsel, kan du altid kontakte lederen på dit barns skole eller dagtilbud. De vil enten vejlede dig eller henvise dig til andre ressourcepersoner efter behov.
Legeaftaler og lignende
Vi opfordrer til, at man følger anbefalingerne om børns samvær med andre børn. Se mere på sst.dk