Skab biodiversitet på offentlige arealer

Få jord under neglene og skab biodiversitet på kommunens arealer.

Med dette tiltag vil vi gerne invitere foreninger og frivillige til at bidrage til at øge biodiversiteten på mindre kommunale områder. Tiltagene kan for eksempel være etablering af områder med blomster, planter eller bærbuske, som gavner fugle og insekter og meget mere.

Er det noget du eller I gerne vil engagere jer i? Start med at sikre jer, at I opfylder kravene beskrevet her under og sæt så nogle ord på jeres ideer og planer og send dem til os. Vi behandler ansøgningerne løbende. 

Ansøgning

Ansøgning sendes til kommunen pr. e-mail på tms@gribskov.dk 
Angiv titlen ”adopter et areal” i emnefeltet. Det skal angives at der søges om tiltag på et kommunalt areal. 

Se kort her under med de kommunale arealer, markeret med rødt.

" data-externalcookie="false" data-cookiewarning="Vær opmærksom på at dette er et eksternt link. Hvis du går videre, kan siden sætte en eller flere cookies.">Se kort med de kommunale arealer her

Ansøgning skal gøre rede for:

- Beskrivelse af tiltag og hvordan det bidrager til biodiversiteten.
- Tiltagenes placering på et kort, vedlagt ansøgningen.
- Tidsplan for projektet.
- Sikring af opbakning fra lokalområdet – fx via grundejerforeningen eller de nærmeste naboer.
- En ansvarlig kontaktperson for projektet.
- Oplysning om hvorvidt projektet forudsætter myndighedsgodkendelse.
- Kontaktinformation.

Krav til projekterne

Projekterne skal kunne rummes inden for gældende regler f.eks. vejreglerne.
At der er opbakning fra nærmeste naboer eller f.eks. grundejerforening med videre.
At der er tilknyttet en kontaktperson som kan forestå dialog med kommunen og besvare eventuelle henvendelser fra andre borgere.
For arealer i landzone og arealer umiddelbar nærhed til naturområder udpeget efter naturbeskyttelseslovens §3, må der alene sås og plantes hjemmehørende danske arter.
Der skal fortsat være offentlig adgang på arealet.
Projekterne må ikke giver væsentlige økonomiske forøgelser i den kommunale drift.

Vurdering og praktiske oplysninger

Ansøgningerne vurderes ud fra effekt på biodiversiteten, opbakning, levedygtighed og bedst muligt sammenspil med den normale drift af arealet.
Hvert år vil de enkelte arealer blive vurderet. Hvis ikke de benyttes aktivt, vil de blive taget tilbage i den kommunale drift.
Ansøgninger vil løbende blive vurderet.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål er du velkommen til at sende en e-mail på tms@gribskov.dk eller ringe på telefon nr. 72 49 60 00