Ansøg om tilladelse til at krydse et vandløb

Hvis du i forbindelse med anlæg af rør, kabler eller lignende har behov for at krydse et offentligt vandløb, så skal du ansøge om en krydsningstilladelse. Tilladelsen skal sikre, at krydsning sker uden væsentlig indvirkning på vandløbets tilstand og muligheden for vedligehold. Udover krydsningstilladelsen skal du også sørge for at indhente tilladelse fra eventuelle lodsejere, som er berørte af krydsningen.

Tilladelsen gives med vilkår, som afhænger af det konkrete projekt. Som udgangspunkt stiller vandløbsmyndigheden som minimum følgende vilkår til en krydsning af vandløb:

  1. Ved underboringen skal der holdes en minimumsafstand fra ledningens overkant til vandløbets (drænledningens) bund på 1,5 m.
  2. Vandløbets bundkote skal kontrolleres før og efter arbejdets udførsel.
  3. Vandet fra vandløbet må ikke benyttes ved underboring.
  4. Borevandet må ikke ledes ud i vandløbet.
  5. Der må ikke ske ændringer af vandløbets forløb i forbindelse med arbejdets udførsel.
  6. Der må i forbindelse med anlægsarbejdet ikke ske skader på vandløbet, og vandløbet må ikke tilføres jord, sand, mudder eller andet materiale.
  7. Såfremt der sker uheld under arbejdet, skal vandløbsmyndigheden, dvs. Gribskov Kommune, straks kontaktes.
  8. Alle udgifter til ændring og/eller sikring af ledning i forbindelse med fremtidig vandløbsarbejde (eksempelvis oprensning, omlægning af rørledning, regulering og restaurering) påhviler ledningsejer.
  9. Senest 14 dage efter arbejdets afslutning skal vandløbsmyndigheden modtage digital tegning af det udførte arbejde med koordinater og koter for krydsningsstedet.
  10. Ansøger er selv ansvarlig for at indhente tilladelse fra berørte lodsejere.

Nedefor finder du ansøgningsskema med de oplysninger, vi skal bruge, for at kunne give en krydsningstilladelse. Det udfyldte skema sendes til Vandløbsmyndigheden på e-mail: vandlob@gribskov.dk 

Ansøgningsskema